Konserveringscenter Vejle

Med undertitlen; Her fortsætter ”Lykken ved at have et lavenergimagasin”, der kortvarigt er blevet ”Ulykken ved at have et lavenergimagasin”

I sin grund kerne handler mine indlæg om, hvor vigtigt det er, at vi uanset, hvilke udfordringer vi møder omkring det at balancere bæredygtighed altid fokuserer på de tre bundlinjer og at de til enhver tid ikke kan stå alene, men skal italesættes som den store balance.

Som overskriften antyder handler det om, hvem der hører til på magasinerne. Genstandene eller de mennesker, der arbejder på magasinerne. Eller måske i virkeligheden begge parter? Det handler om at forstå, at lavenergimagasiner til kulturarv er sit eget lille økosystem og at man ikke kan italesætte arbejdsrisikoen uden at italesætte miljøgevinsten og værdien for kulturarven generelt. Det handler om at adressere et muligt risikabelt arbejdsmiljø, der delvist, men ikke alene er skabt af måden at bygge lavenergimagasiner på, uden at anfægte værdien af noget af det. Så lad mig dvæle lidt ved bæredygtigheden og den bæredygtige balance.

Bæredygtighedsbegrebet er i stigende grad blevet genstand for åben fortolkning. Det ser vi blandt andet fra alle de udfordringer EU har haft med at lande en samlet regulering til gunst for bæredygtigheden. At noget er bæredygtigt betyder, at vi ikke bruger flere menneske og naturressourcer end at vi altid sikrer os imod overlast, overforbrug og udnyttelse.

Mange kommissioner og udvalg i regi af særligt FN og EU har forsøgt sig med nye definitioner over de sidste 30-40 år, men min favorit stammer stadig fra Brundtland kommissionens rapport, ”Our common future”, der udkom i 1987.
Rapporten definerer bæredygtig udvikling på følgende måde; ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”.
Meget præcis og samtidig fuldstændig åben for fortolkning.
I sidste ende er ”bæredygtig udvikling” ikke nogen endegyldig tilstand af harmoni, men snarere en ændringsproces, hvor udnyttelsen af ressourcer, styringen af investeringer, retningen for den teknologiske udvikling og institutionelle ændringer kommer i overensstemmelse med fremtidige såvel som nutidige behov.
Brundtland rapportens definitioner og afklaringer er tydelige indikatorer på, i hvilken retning udviklingen bør gå og de fleste mennesker og organisationer vil kunne erklære sig helt eller delvis enige med de bagvedliggende principper. Samtidig er der en stor uenighed om, hvordan vi omsætter ord til handlinger for at skabe den bæredygtige udvikling.
Vi kan ikke handle på enkeltsager men folde alle konsekvenser ved vores handlinger ud, så vi indretter vores aktivitet ”at skabe gode forhold for bevaring af kulturarv” under hensyntagen til os selv i nutiden, de fremtidige generationer og naturen som helhed. 

Men hvis vi skal tage disse forskelligrettede hensyn, er vi nødt til at prioritere og afbalancere dem. Her peger Brundtland rapporten på behovet for generelle retningslinjer, der skal gøre os i stand til at vælge det rigtige, som så måske alligevel aldrig bliver det helt rigtige?

Den bæredygtige udvikling skal balanceres efter etiske, sociale, naturfilosofiske, økonomiske og retslige retningslinjer. På baggrund af dette anbefaler Brundtland kommissionen at alle, uanset om det er enkelt individer, organisationer eller kulturinstitutioner, skal balancere summen af deres handlinger i tre bundlinjer.
Planet; At kulturinstitutionen planlægger under hensyntagen til miljøpåvirkning og ressourceforbrug.
People; At kulturinstitutionen planlægger under hensyntagen til de ansatte, særligt arbejdsforhold og rettigheder. Men også at de planlægger under hensyn til, at fremtidige generationer også har adgang til det kulturarv materiale, der ligger på magasiner.
Prosperity; Handler om den velstand eller værdiforøgelse som kulturinstitutionen kan siges at bibringe samfundet og som kan estimeres i monetær værdi. F.eks. en energibesparelse.

Indlysende er det, at hvis hver eneste organisation eller hvert eneste individ tager sin egen vurdering af dette, havner vi i et syndigt rod i forhold til prioriteringer. Hvis ikke vi, som ovenfor beskrevet, forsøger at skabe nogle gode og forståelige fællesrammer om arbejdet med bæredygtighed så bliver det til lidt af en fritvalgsordning, hvor alle kan påstå at opfylde deres egen definerede målsætning og således være ”utroligt dygtige” til at arbejde med bæredygtighed, selvom det bliver i en snæver forstand.
Det kan f.eks. være et udtryk for social bæredygtighed når det viser sig, at der kan være en sundhedsrisiko forbundet med at arbejde på et museumsmagasin, der er bygget efter lavenergiprincipper og at man derfor stopper arbejdet, kræver ændrede arbejdsforhold og værner om den enkelte medarbejders trivsel. Det er det nok. Men hvad er konsekvensen? Skal man sikre et hyppigt luftskifte og en tålelig temperatur, så koster det på bevaringstilstanden, altså ”Prosperity” og det koster på energiregningen altså ”Planet”. Magasiner er ikke arbejdspladser, men der arbejdes i dem dagligt. Kulturarv må ikke koste, hvad som helst af opmagasinere, men det skal holde for evigt. Er du med på problemstillingen?
Man kan ikke angribe et forhold uden at komme forbi alle de andre. Man kan ikke tage hensyn til mennesket alene. Det er jo det vi gentager for os selv og hinanden igen og igen. Det er det, der skaber skovbrænde, oversvømmelser og smeltende gletsjer.

Vi skal altid huske at holde os for øje, at vi ikke må falde ned i enkeltsager eller i enkelte discipliner. Vi er i balancens tidsalder. Det er præcis, hvad Brundtland grundlagde tilbage i 1987.

Vi skal lande et sted, hvor vi både passer på mennesker, miljø og kulturarv og uden at sætte vores velfærd i fare.

Med undertitlen; ”når indflyvningen kræver så meget plads, så man bliver nødt til at skrive to artikler for at nå pointen”

Prøv at forestille dig den der bordeauxrøde lænestol, du har arvet fra din mormor og som du ikke nænner at køre på genbrugsstationen, fordi du mærker affektionsværdien, hver eneste gang du nærmer dig stolen. Du vil, på den anden side, heller ikke have den ind i stuen, for den matcher ikke helt det øvrige møblement i stil og farvevalg. Men det kunne jo være, at der kom en tid, hvor enten du eller dine børn vil trække den frem fra gemmerne og dagligt mindes din families historie. Eller måske at du ville være så heldig, at netop denne epokes lænestole i bordeauxrød bliver top moderne, så du kan vise den frem til familie og venner og fortælle om dens oprindelse og tidligere brug. Så derfor tænker du; ”Jeg må hellere pakke den godt ind og stille den et ikke alt for fugtigt sted.”

Sådan er det at være samlingsansvarlig, menighedsråd eller stads arkivar. Bare på et noget højere niveau, kan man roligt sig. De har, metaforisk beskrevet, bordeaux-, irgrønne-, lyserøde- og dueblå møblementer fra alle tider, der tårner sig op omkring dem. Alt er kulturarv, alt skal gemmes til evig tid. Måske undervejs trækkes det ud for at blive vist frem, undersøgt eller forsket i med henblik på at blive klogere på vores fortid.
Så hvad pokker gør man, når man løbende får mere og mere af denne kulturarv, som på ingen måde må smides ud og som man for alt i verden ønsker at passe godt på? Man gør ligesom dig. Man leder efter et sted, hvor det kan blive opmagasineret. Et sted, hvor det står sikkert og godt og som er billig i drift.

Det er den sidste del af sætningen, der har givet mange udfordringer gennem tiden. 

For mere end 20 år siden, satte nogle faktisk denne vigtige sammenhæng på koncept og udkommet af deres initiativer, har sidenhen ændret vores opfattelse af, hvordan vi bedst passer på al den kulturarv, der ikke er udstillet på museerne, ikke ligger i nærheden af sagsbehandleren eller er naglet fast i kirkerummet. Det, der ligger på magasinerne, hvor det i princippet skal kunne ligge for evigt. Eller i hvert tilfælde indtil det momentvis skal trækkes frem, fordi det tjener et mål i vores fælles erindring. Den store sammenhæng, som du måske har gættet, består i at samtænke energi, tid og holdbarhed, og konceptet stod sin fysiske prøve i Vejle, hvor Danmarks første lavenergimagasin blev opført på konserveringscenteret i 2003. At det også var en mindre genialitet fordi man så har konservatorerne lige ved hånden, er en helt anden historie.

Det er ikke noget problem at spare energi på magasiner, det er prøvet mange gange. Resultatet er meget ofte at hverken temperatur eller fugtighed kan styres særligt godt og det påvirker holdbarheden – enormt.
Den modsatte variant er naturligvis at finde det ”sweet spot”, hvor genstandene har det allerbedst, ved at tilsætte varme, kulde, fugt og tør luft i en evig velafbalanceret cocktail. Det er det man kalder et moderne kontorbyggeri. Der hvor man putter mennesker hen til daglig opbevaring og det koster i såvel konstruktion som i drift. Menneskene går hjem ved firetiden, men kulturarven bliver stående år efter år.
Så at skabe et magasin, der er konstrueret til, uden nogen særlig ydre påvirkning, at holde både temperatur og fugtighed på et niveau, der er optimalt for alle genstande uanset om vi taler dokumenter, træmøbler, plasticlegetøj, kongeligt porcelæn eller kjoler er simpelthen godt tænkt.

Det var ikke min idé, men gid det var, for i mit mere end 15-årige virke indenfor bæredygtighed og cirkulær økonomi har jeg sjældent stødt på noget, der er så simpelt og så alligevel så velgennemtænkt. I byggebranchen taler man om ”kloge kvadratmeter” som et begreb, der dækker over både at bygge og drifte bæredygtigt klogt og den idé er til fulde udnyttet her. Konceptet er faktisk mere end 500 år gammel.
Siden 2003 er andre lavenergimagasiner skudt op og godt for det. Nogle har gjort det svært for sig selv, ved at tilføje det unødvendige, men sådan er det ofte, når vi mennesker gerne vil gøre det perfekte mere perfekt. Men der skal mange flere lavenergimagasiner til. Både i genstandenes navn og i bæredygtighedens navn.

Bæredygtighed er mange ting, men når man bygger lavenergimagasiner, er det både energibesparelser, miljøoptimering og sociale forhold, i form at rimelige arbejdsforhold for dem, der flytter ting ind og ud af magasinerne, man skal fokusere på. Og det er denne balance, der egentlig er mit ærinde i denne artikel, for den er blevet kompromitteret hen over sommeren 2026. Og som ansvarlig for Danmarks største lavenergimagasin skal denne kompromittering ikke stå alene. Vi skal have genoprettet balancen, men åbenbart først i næste artikel.