Det kunne vi godt tænke os at spørge den nye kulturminister om, altså medmindre det bliver den samme igen, for så er tingenes tilstand jo uændret og svaret på spørgsmålet vil måske være noget i retningen af; ”Ingen”.
Vi stiller det nysgerrige spørgsmål fordi vi umiddelbart tror, at der findes et andet svar. Fordi vi er en del af museumsverdenen og drømmer om at museumsreformen måske kunne få et appendiks, der handler om selve kulturarven og ikke bare hylder de museer, der tiltrækker mange gæster og tjener mange penge og veksler denne hyldest med bonusordninger for gode salgstal.
En attraktion er netop et sted, der er skabt alene med underholdning for øje. Ved at tiltrække mange gæster får attraktionen en god omsætning, der kan skabe endnu flere forlystelser eller oplevelser, der skaber endnu flere gæster og så videre. Her giver KPI’er og bonusordninger god mening.
Museer er noget helt, helt andet. Det er det sted, hvor de indsamler kulturarv og betydningsfuld kunst. Det er det sted, hvor indsamlingen er selve kernen for deres eksistens. Må de formidle interessant og underholdende? Ja. Må de tiltrække mange gæster, fordi deres formidling af historien er relevant? Ja. Må de tviste sandheden for at gøre historien lidt mere interessant og underholdningsværdien lidt højere? Nej. Må de ansætte marketingfolk og eventmagere fremfor museumsinspektører og kuratorer? Ja, det må de gerne, men måske er det en kulturel glidebane, der først rammer os hårdt om mange år, når linjerne mellem en attraktion og et museum er næsten udviskede.
Hvis vi skal have et kulturelt beredskab, som politikerne har snakket meget om, skal vi nok også huske at vi har noget at passe på. Det skal forstås på den måde, at hvis vi ikke meget konsekvent fokuserer på kernen i det museale virke, så bliver der mindre og mindre at passe på. Hvis museerne jagter gæster og omsætning bliver der helt naturligt mindre tid til at jagte genstande og bedrive forskning. Og mindre tid til at berette om det at være dansk i en verdenshistorisk kontekst. Også en politisk varm kartoffel.
På konserveringscenter Vejle har vi netop det mantra, at al formidling starter med en genstand. Derfor synes vi, at det rigtige hierarki for det at drive et museum er, at du har genstande som du samler ind med henblik på at bevare dem for eftertiden. Disse genstande fortæller alle historier, men nogle er så interessante at de er værd at forske i, fordi de kan fortælle os noget om materialer, livsformer, epoker med videre.
God museumsformidling, som både inkluderer udstillinger, foredrag, undervisning, hjemmesider med videre, tager altså altid udgangspunkt i en eller flere genstande, der udsat for forskning eller anden undersøgelse bliver gjort til formidling af vores kulturarv. Det må gerne gøres spændende, levende og hjælpes på vej af alle mulige digitale hjælpemidler, hvis det betyder at formidlingen kan nå ud til flere eller forstås bedre.
Så enkelt kan det egentlig udtrykkes.
Så vi synes at den kommende kulturminister skal have fokus på de museale værdier, som museerne elsker at beskæftige sig med og så lette foden lidt fra de KPI’er, der er strøget ud over museumslandskabet. Krav om kvalitet i indsamling og bevaring samt krav om forskning er godt. Naturligvis bør vi stille krav til at borgerne får noget for deres skatteinvestering i kulturarven. Gør man det i forhold til forskning, formidling og samling, kan man lette foden lidt fra de krav, som landets attraktioner typisk stiller til sig selv og gøre det tydeligt, at museer tjener et helt andet formål.
Et museum må gerne opfattes som en attraktion, men det skal ikke nødvendigvis være en.