Med undertitlen; ”når indflyvningen kræver så meget plads, så man bliver nødt til at skrive to artikler for at nå pointen”
Prøv at forestille dig den der bordeauxrøde lænestol, du har arvet fra din mormor og som du ikke nænner at køre på genbrugsstationen, fordi du mærker affektionsværdien, hver eneste gang du nærmer dig stolen. Du vil, på den anden side, heller ikke have den ind i stuen, for den matcher ikke helt det øvrige møblement i stil og farvevalg. Men det kunne jo være, at der kom en tid, hvor enten du eller dine børn vil trække den frem fra gemmerne og dagligt mindes din families historie. Eller måske at du ville være så heldig, at netop denne epokes lænestole i bordeauxrød bliver top moderne, så du kan vise den frem til familie og venner og fortælle om dens oprindelse og tidligere brug. Så derfor tænker du; ”Jeg må hellere pakke den godt ind og stille den et ikke alt for fugtigt sted.”
Sådan er det at være samlingsansvarlig, menighedsråd eller stads arkivar. Bare på et noget højere niveau, kan man roligt sig. De har, metaforisk beskrevet, bordeaux-, irgrønne-, lyserøde- og dueblå møblementer fra alle tider, der tårner sig op omkring dem. Alt er kulturarv, alt skal gemmes til evig tid. Måske undervejs trækkes det ud for at blive vist frem, undersøgt eller forsket i med henblik på at blive klogere på vores fortid.
Så hvad pokker gør man, når man løbende får mere og mere af denne kulturarv, som på ingen måde må smides ud og som man for alt i verden ønsker at passe godt på? Man gør ligesom dig. Man leder efter et sted, hvor det kan blive opmagasineret. Et sted, hvor det står sikkert og godt og som er billig i drift.
Det er den sidste del af sætningen, der har givet mange udfordringer gennem tiden.
For mere end 20 år siden, satte nogle faktisk denne vigtige sammenhæng på koncept og udkommet af deres initiativer, har sidenhen ændret vores opfattelse af, hvordan vi bedst passer på al den kulturarv, der ikke er udstillet på museerne, ikke ligger i nærheden af sagsbehandleren eller er naglet fast i kirkerummet. Det, der ligger på magasinerne, hvor det i princippet skal kunne ligge for evigt. Eller i hvert tilfælde indtil det momentvis skal trækkes frem, fordi det tjener et mål i vores fælles erindring. Den store sammenhæng, som du måske har gættet, består i at samtænke energi, tid og holdbarhed, og konceptet stod sin fysiske prøve i Vejle, hvor Danmarks første lavenergimagasin blev opført på konserveringscenteret i 2003. At det også var en mindre genialitet fordi man så har konservatorerne lige ved hånden, er en helt anden historie.
Det er ikke noget problem at spare energi på magasiner, det er prøvet mange gange. Resultatet er meget ofte at hverken temperatur eller fugtighed kan styres særligt godt og det påvirker holdbarheden – enormt.
Den modsatte variant er naturligvis at finde det ”sweet spot”, hvor genstandene har det allerbedst, ved at tilsætte varme, kulde, fugt og tør luft i en evig velafbalanceret cocktail. Det er det man kalder et moderne kontorbyggeri. Der hvor man putter mennesker hen til daglig opbevaring og det koster i såvel konstruktion som i drift. Menneskene går hjem ved firetiden, men kulturarven bliver stående år efter år.
Så at skabe et magasin, der er konstrueret til, uden nogen særlig ydre påvirkning, at holde både temperatur og fugtighed på et niveau, der er optimalt for alle genstande uanset om vi taler dokumenter, træmøbler, plasticlegetøj, kongeligt porcelæn eller kjoler er simpelthen godt tænkt.
Det var ikke min idé, men gid det var, for i mit mere end 15-årige virke indenfor bæredygtighed og cirkulær økonomi har jeg sjældent stødt på noget, der er så simpelt og så alligevel så velgennemtænkt. I byggebranchen taler man om ”kloge kvadratmeter” som et begreb, der dækker over både at bygge og drifte bæredygtigt klogt og den idé er til fulde udnyttet her. Konceptet er faktisk mere end 500 år gammel.
Siden 2003 er andre lavenergimagasiner skudt op og godt for det. Nogle har gjort det svært for sig selv, ved at tilføje det unødvendige, men sådan er det ofte, når vi mennesker gerne vil gøre det perfekte mere perfekt. Men der skal mange flere lavenergimagasiner til. Både i genstandenes navn og i bæredygtighedens navn.
Bæredygtighed er mange ting, men når man bygger lavenergimagasiner, er det både energibesparelser, miljøoptimering og sociale forhold, i form at rimelige arbejdsforhold for dem, der flytter ting ind og ud af magasinerne, man skal fokusere på. Og det er denne balance, der egentlig er mit ærinde i denne artikel, for den er blevet kompromitteret hen over sommeren 2026. Og som ansvarlig for Danmarks største lavenergimagasin skal denne kompromittering ikke stå alene. Vi skal have genoprettet balancen, men åbenbart først i næste artikel.
