Bevaringsindsats
Konserveringscenteret tilbyder hjælp og udarbejdning af alle former for bevaringsstrategier for både offentlige og private samlinger med udgangspunkt i genstandenes materialer og bevaringstilstand.
For museerne findes anbefalinger for den forebyggende bevaringsindsats. Disse er udarbejdet med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til samlingsvaretagelse. Som et led i kvalitetsvurderingen af samlingsvaretagelsen hos de statsanerkendte museer, beder styrelsen om en skriftlig konserveringsfaglig udtalelse. Se mere om retningslinjerne her.
- Bevaringsplaner
- Beredskabsplaner og værdiredningsplaner
- Risikovurderinger
- Tilstandsvurdering af samlinger eller statistisk prøveudtagelse
For at se de samlede 28 tekster, tryk her.
Den strategiske bevaringsindsats på museerne tager sit politiske udgangspunkt i Kulturstyrelsens krav og anbefalinger til statsanerkendte museer.
Bevaringsplaner
En bevaringsplan er en plan for den prioriterede bevaringsindsats for en værdifuld/betydningsfuld samling af genstande. Vores del af bevaringsplanen (den tekniske bevaringsplan) tager udgangspunkt i genstandene, deres materialer og bevaringstilstand og bygningerne, de bevares i med hensyn til blandt andet klima (temperatur og fugt), skadedyr, lys, sikring, adgangsveje, ryddelighed og håndtering.
Den samlede bevaringsplan vil altid tage udgangspunkt i jeres behov og i samarbejde med jer i forhold til de ressourcer, I har til rådighed. For at kunne udarbejde en bevaringsplan vil en konservator besigtige bygningerne, hvor samlingerne opbevares og interviewe driftspersonale og samlingsansvarlige om vedligehold og drift af bygninger og procedurer i forbindelse med håndtering af samlingerne. Derudover indsamles anden information som evt. findes f.eks. rapporter fra konserveringsfaglige tilsyn, skadedyrsmonitorering, klimalog etc.
Resultaterne fra besigtigelsen vil typisk udmunde i en rapport med et skema med en handlingsplan med prioriterede anbefalinger.
Beredskabsplaner og værdiredningsplaner
En beredskabsplan er en plan for forebyggende tiltag og handlingsplaner FØR, UNDER og EFTER for at sikre kulturarv ved uforudsete akutte hændelser som f.eks. oversvømmelse, stormskade og brand. I forbindelse med beredskabsplaner anbefales også en værdiredningsplan, hvor redningsindsatsen for den udsatte kulturarv prioriteres og planlægges i forhold til de enkelte genstandes betydningsvurdering. Vi har erfaring med at det tværfaglige samarbejde mellem bevaring og museumsinspektører omkring betydningsvurdering kan løfte enkelte genstande og/eller genstandssamlinger – f.eks. ved at undersøge og analysere materialerne, som genstandene består af eller teknologihistoriske undersøgelser og dokumentation af de enkelte genstande.
Risikovurderinger
Risikovurderinger er et anvendeligt redskab i beslutninger, der vedrører næsten alle aspekter af samlingsarbejdet på et museum og især i forbindelse med udarbejdelse af bevarings- beredskabs- og værdiredningsplaner er det vigtigt. Også ved rådgivning om indretning eller nybygning af magasiner og udstillingsbygninger kan risikovurderinger være et nyttigt redskab, når der skal tages store beslutninger om indretning, flytning af samlinger eller lignende.
Risikovurderinger kan også bruges politisk til at gøre opmærksom på et muligt værditab af kulturarv, hvis der ikke tilføres ressourcer til korrekt og bæredygtig bevaring.
Bevaringsfaglig udtalelse til kvalitetsvurdering
Kulturstyrelsen gennemfører løbende kvalitetsvurdering af de statsanerkendte museer. Hvis et museum udtages til kvalitetsvurdering, beder Kulturstyrelsen om at få tilsendt en ekstern, skriftlig konserveringsfaglig udtalelse om bevaringsforholdene for samlingen i museets udstillinger og magasiner.
På Konserveringscenter Vejle har vi stor erfaring med at lave konserveringsfaglige udtalelser til mange forskellige museer. Såfrem museet ønsker det, kan udtalelsen udbygges og blive til en reel bevaringsplan med en prioriteret anbefaling for museets samlede bevaringsindsats.
Tilstandsvurdering af hele samlinger eller ved statistisk prøveudtagelse af samlinger
En løbende tilstandsvurdering af en samling er et godt redskab i arbejdet med den prioriterede bevaringsindsats. En tilstandsvurdering foretages enten af hele samlingen eller ved stikprøver udtaget i dele af samlingen ved at anvende en anerkendt statistisk valid metode.
Ved tilstandsvurderingen kan bevaringstilstanden af samlingerne inddeles procentvis i følgende fire kategorier:
- Formidlingsegnet tilstand (god bevaringstilstand)
- Stabiliseret tilstand (men ikke formidlingsegnet)
- Behandlingskrævende tilstand (behov for konservering)
- Svært skadet tilstand (kan ikke stabiliseres/kræver betydelig konservering)
I forhold til museer kan tilstandsvurderingerne give museet evidensbaserede tal til Kulturstyrelsens registrering af samlingers bevaringstilstand til Danske museer i tal og til andet museumspolitisk arbejde.
Kontakt Konserveringscenterets koordinator for bevaringsstrategier Lars Rust Jensen for yderligere spørgsmål og uforpligtigende tilbud på tlf: 30 90 62 39, eller mail: lrj@konsvejle.dk